Seeren

Historien om Seeren - Calle Montsegur

Jeg havde kun hørt om ham gennem bogen "Seeren fra Andalusien" og selv om han lød som en figur i forfatterens fantasi, var jeg dog ikke et sekund i tvivl om at Calle eksisterede i virkeligheden.

Jeg mødte Calle selv i et split sekund da han stadig levede, men det føltes som om vi havde kendt hinanden i evigheder.

Det var ham der betragtede mig.

Jeg stod nær ved hovedbanegården i København og ventede på min søster. Det var myldretid så der var fyldt med mennesker. For at få et bedre overblik over menneskemængden, stillede jeg mig op på et trappetrin. Her faldt jeg i staver over alle de mennesker der ikke virkede til at ænse noget som helst andet end dem selv. På et tidspunkt drejer jeg hovedet og kikker direkte ind i Calles øjne. Han står helt stille foran mig og kikker på mig og det virker fuldstændig surrealistisk at der dér midt i vrimlen, er fuldstændig ro. Min reaktion er at gøre det samme. Kikke. Calle smiler, nikker og vender sig om og går. Jeg følger ham med øjnene og har egentlig lyst til at løbe efter ham, men bliver distraheret da min søster gør sin entre. Derefter glemmer jeg det øjeblik som befandt sig.

Da Calle dør, giver jeg liv.

Derfor er mine tanker helt andre steder og da jeg ikke kender Calle personligt, flyver nyheden om hans alt for tidlige afgang, hen over mit hoved. Indtil jeg, nogle måneder senere, begynder at mærke en anderledes og mere intens energi når jeg arbejder. Jeg kan kun forklare det sådan, resten er uforklarligt.

De kunder som nu træder ind over mit dørtærskel, viser sig at være Calles tidligere kunder og jeg begynder på en, for mig, ny behandlermetode. Calle er her. Jeg er ikke et sekund i tvivl. Den her energi kender jeg, og jeg lader mig føre af den. Jeg har aldrig tænkt i planeter eller gjort det store ud af universet og kroppens anatomi før, men pludselig hører det med til min bevidsthed og jeg aner ikke hvad jeg skal med det. Så tikker der en mail ind i min inbox. Mikkel, som jeg ikke kender, henvender sig til mig med korte kryptiske sætninger, der alligevel giver fuldstændig mening. Han mener Calle vil i kontakt med ham og jeg kan kun bekræfte, for nu ved jeg hvad jeg skal med alt det nye som pibler frem.

Vi aftaler et telefonmøde og efter at haft Mikkel i røret i noget der virker som en uendelighed, er jeg træt men jeg sitrer som om jeg har fået stød. Det her, det er vildt! Under samtalen føles det som om jeg logger ud og Calle logger ind. Jeg forstår slet ikke hvad jeg selv siger, har det som om jeg taler i koder, men Mikkel, han forstår hvert et ord. Da han bagefter fortæller mig hvad der er foregået, viser det sig at være fortsættelsen på en samtale de to har haft, da Calle stadig var i live. Endnu et surealistisk møde har fundet sted.

Det viser sig at Calle var i gang med at undersøge en af sine mange teorier da han dør. Det at hans krop ikke er her mere, står åbenbart ikke i vejen for at han stadig kan kommunikere og jeg skal love for at han var/er en stædig og viljestærk herre.

Jeg er tvivler. Tvivlen er for mig, det der gør at jeg stiller spørgsmål og undersøger, og i mit liv betyder det to ting. Enten at jeg bliver der hvor jeg er, eller at jeg rykker mig.

Hvad den her oplevelse angår, blev jeg nødt til at rykke mig. Fortsættelsen var for spændende til at ikke at forfølge.

Jeg mødte Mikkel og da det er ham som er den sande skribent og ham som Calle har valgt skulle formidle hvad vi fandt frem til, er det ham jeg overlader resten af historien til.